For cirka 3 uger siden får jeg en besked i min e-boks – en påmindelse om, at jeg endnu ikke har fået bestilt tid til screening for livmoderhalskræft. Jeg bliver enig med mig selv om, at jeg bør bestille en tid – om ikke for min egen skyld, så for mine døtres.
Jeg går ind i ‘Min Læge’ appen. Kun to sygeplejersker tilbyder celleskrap; den ene har en tid 2 måneder senere og den anden har en 3 uger senere. Jeg vælger tiden 3 uger senere, til trods for, at det er hos den sygeplejersker, som jeg havde en rigtig dårlig oplevelse inde hos i vinters; kort fortalt, så skal jeg have taget blodprøver, da jeg er utrolig svimmel og træt. Jeg spørger hende, hvornår jeg kan forvente at få svar, da jeg er lidt bekymret. Til det svarer hun; “du tror vel ikke, at der er noget alvorligt galt. Prøv at spis nogle saltchips.” Jeg føler mig så dum. Så dum over at være kommet. Spildt hendes tid. Jeg får besked på at ringe ind og få en tid til opfølgning. Jeg tør ikke komme igen. I frygt for at blive efterladt med samme følelse; følelsen af at være til grin, ligegyldig og svag.
Der er nu gået tre uger, og jeg er lige kommet hjem fra lægen. Uden at have fået lavet celleskrap og med tårerne trillende ned af kinderne. Hvorfor? Svaret kommer her.
Da jeg kommer ind i venteværelset, er jeg nervøs. Nervøs for at skulle ind til en sygeplejersker, som før har gjort mig til grin ved en blodprøve, og som nu skal kigge mig direkte op i tissekonen. Den selvsamme tissekone, som har født mine to piger, og som jeg ikke føler mig 100% komfortabel med at vise frem. Jeg sidder alene i venteværelset. Det er 10 minutter siden, at jeg havde en tid, og jeg kan se, at sygeplejersken bare går rundt. Til sidst går hun ud i deres grejrum. Jeg kan høre, at hun piller ved instrumenterne – i ved det der kolde stålapparat, man får stukket op i tissekonen. En kollega kommer ind i rummet. Sygeplejersken siger; “jeg gider godt nok ikke det her.” Herefter skifter hun til hvisken. De to kollegaer står og hvisker i 2 minutter. Jeg er den eneste i venteværelset, så min konklusion er, at jeg ikke må høre det. Handler det om mig? Det ved jeg ikke, og det finder jeg nok heller aldrig ud af. Men da jeg allerede var sårbar og nervøs, blev jeg slået helt ud. Jeg måtte gå ind til receptionisten og sige, at hun godt kunne slette min tid, og så skyndte jeg mig ellers ud af døren, inden jeg skulle se sygeplejersken i øjnene igen.
Jeg sidder nu tilbage med en følelse af, ikke at være blevet taget seriøs. En frygt for, at jeg får nogle symptomer igen, der burde blive tjekket, men som jeg ikke tør at få tjekket. Hvorfor bliver vi unge kvinder ofte set som hypokonder? Jeg har presset to unger ud – jeg ved godt, hvordan smerte føles. Jeg vil tages seriøs, når jeg går til lægen. Alle skal tages seriøse, når de opsøger det offentlige. Ellers er der vel ikke lige ret? Hvad tænker du?
Tak for at læse med💗
Skriv et svar